PETER AaLBÆK's KLUMME
OPGØR MED LADHEDEN
Efter sommerferien startede den lille efternøler så i den lokale skole. Hvis man som forældre stadig har lugten af fernis og maling i næseborene fra barndommens første skoledag, så er det de eneste opløsningsmidler man "møder", når barnet følges i skolen første dag. For en af verdens rigeste økonomier har ikke råd til, at skoleelever kan opleve glæden ved rene toiletter, velholdte bygninger og friserede grønne arealer under fri himmel....
I lørdags havde jeg den rituelle blanding af gamle venner til middag. Under den glade konversation, og tre flasker god Bourgogne, begynder snakken i min omgangskreds at falde på den nært forestående pension. Trætte er vi - efter at have arbejdet i næsten 30 år, bygget familier og udestuer, så nu skal vi fandeme nyde det! Mens vi venter på knokkelmandens ankomst, sejler vi på krydstogt på Nilen - eller i årgangs Bourgogne på Cote D Azur.
Med statistikken i hånden kan der vel, på trods af usund levevis, gå 20-25 år med at nyde. Hånligt kan vi, velbjærgede, modtage pensionchecken, for -man har vel betalt skat (næsten da) og fortjent pengene! Men kunne man forestille sig, at vores generation kunne gøre det bedre end det?
Kunne vi måske få klemt et lille aflad ind, efter at have været de mest grådige og mest forurenende i verdenshistorien og samtidig de mest forkælede?
Jeg foreslår en samfundstjeneste for alle rørlige på overførelses indkomster og diverse pensioner. For selv om man er gået ned med stress og førtidspensioneret, kan man vel godt arbejde et par dage om ugen med at rive blade sammen i bibliotekshaven. Eller mødes med drengene på skolen og spartle og male. Der kan sikkert, på trods af samtlige forbud, smugles en bajer eller to ind med malergrejet, så det bliver lidt hyggeligt at gå og gøre sig nyttig sammen med de andre pensionister.
Kan en frisk 67-årig ikke lave frikadeller i nærmeste børnehave et par gange om ugen? Kan det tænkes, at det ligefrem er rart og livgivende at være til nytte for de penge man får?
Et samfund, hvor det er en pligt at yde sit bidrag, indtil lyset slukkes. Afstemt efter evner og lyster, men efter devisen: Noget for noget.
Hvis alle udviser samfundssind og udøver en indsats for kollektivet, i stedet for at sidde og surmule som aftenkaffemoralist i divaneseren, kan vi udnytte vores økonomiske ressourcer på steder, som hospitaler og offentlige anlæg.
Jeg er klar om ni år til at svinge penslen!
Peter Aalbæk Jensen,Borger
